img_9026

En blomstrende forretning

Min mission er ikke at skabe en virksomhed, som handler om at sætte et mål – og så ellers knokle min ladeport ud af bukserne for at nå målet.

Min mission er at lave det jeg er passioneret omkring. Og leve af det.

Længe ledte jeg efter hvad det mon er, der er min passion. Hvad får mig ud af sengen om morgenen?

Jeg troede jeg var på jagt efter én ting. Og hver gang jeg fandt noget, som tændte noget i mig, kastede jeg mig energisk ud i projektet. Og i løbet af en eftermiddag havde jeg en forkromet plan for, hvor jeg skulle hen og hvordan jeg skulle komme derhen.

Dagen efter begyndte jeg at lave en masse overspringshandlinger for ikke at komme i gang med den der plan.

Først troede jeg at jeg var doven.

Så troede jeg, at jeg var talentløs, ufokuseret og måske ligefrem en dårlig iværksætter? Måske skulle jeg bare søge et job som grafiker eller art director i en virksomhed med frokostordning og pensionsopsparing. Jeg kan jo alligevel ikke finde ud af det der med regnskab…

For nogle måneder siden drak jeg kaffe med en klog kvinde, jeg har lært at kende. Hun har lidt flere år i bagagen end jeg, og er klog på den der måde, hvor hun ikke er belærende.

Jeg brokkede mig over, at jeg ikke kunne finde det jeg skulle lave. Og at jeg var bange for, at andre opfattede mig som én uden fokus. Én der ikke kunne finde ud af noget, fordi jeg ikke kunne finde ud af at holde den der retning, og fik en ny idé til hvad jeg skulle arbejde med hver anden dag.

“Tænk engang, kære Bettina” sagde hun til mig “hvis folk ikke spørger hvordan det går med din idé – men i stedet spørger med spænding i stemmen: Hvad har du gang i for tiden?”.

Det har rumsteret rundt i mit hoved en tid nu og jeg forstår hvad hun sagde til mig den dag.

At det netop er min passion at finde på nyt. Tænke anderledes. Opdage og inspirere.

Mit mantra – det, der får mig ud af sengen om morgenen – er: Anderledes tænkning skaber udvikling.

Og i stedet for at lave en lige streg med mig til venstre og et mål til højre – så har jeg tegnet en blomst.

Med sætningen Anderledes tænkning skaber udvikling i midten og udenom de måder hvorpå jeg vil udbrede mit budskab.

Jeg bruger også blomsten i andre sammenhænge – og den er god fordi der ikke står: Tirsdag kl. 12 – skriv nyhedsmail.

Men tirsdag kl. 12 (eller hvad klokken nu er – det er trods alt ferie) – havde jeg lige lyst til at skrive dette blogindlæg. Så det gjorde jeg.

Og nu kommer vi til pointen – eller pointerne, for der er faktisk to:

1.

At finde din passion handler ikke om, at du skal finde ud af hvad du skal lave. For den ene dag har du måske lyst til at skrive, den næste dag til at lave noget i ler. Find i stedet ud af hvorfor du gør som du gør. Hvad tror du på? Hvad er din overbevisning?

2.

Når du bruger “blomstermetoden” er du ikke underlagt en bestemt plan. I stedet kan du hoppe rundt på bladene som du lyster. (Og husk – en blomst er organisk. Blade kan visne og falde af og nye kan vokse frem). At du gør det du har lyst til frem for det du bør gøre gør dig ikke alene mere fri – det gør dig også mere autentisk.

Og nu – tilbage til daseferien🙂

Sommerhilsner

Bettina

hjerte_ide_handel

Tænk anderledes og gør en forskel

Jeg har været en tur i Aarhus i dag. I alt svingede jeg dankortet 8 gange.

1 gang oplevede jeg god service.

Og så forstår detailhandlen ikke, hvorfor de er på vej i knæ?

Jeg er ked af det venner, men hvis I ikke begynder at skrue lidt op for charmen, så bliver I de næste taxachauffører.

Hvis du følger minimalt med i nyhedsstrømmen, så har du sikkert hørt, at der faldt dom i “Uber-sagen”, som gav den danske taxabranche ret i, at Uber-kørsel er pirattaxa.

Så nu er det slut med Uber i Danmark, og de danske taxachauffører kan fortsætte med at have monopol på at køre hyrevogn i Danmark, og de har jobs de næste 100 år.

Tror du på det? Eller tror du, der kommer noget – for eksempel føreløse biler – der sender taxaerne til de evige parkeringspladser?

Problemet med taxafirmaerne og detailhandlen er, at de tror det er udefrakommende, der ødelægger det hele for dem.

Men det er det slet ikke.

Det er dem selv.

Udviklingen kan vi ikke stoppe. Ej heller kan vi ændre på andre. Vi kan kun ændre på os selv.

Og så er det lige meget, om vi hedder Dorthe, Maersk, Aarhus Taxa eller har en lille butik i Ommerslev.

Tiden er løbet fra de virksomheder, der tror at de kan beslutte sig for hvad de laver – og så ellers skabe en millionforretning på det, som går i arv i de næste 8 generationer.

Det kommer ikke til at ske. For prøv lige at tænk på, hvilken udvikling vi har gennemgået de sidste 100 år. Tror du, at der kommer til at ske mere eller mindre de næste 100 år?

Jeg sætter mine penge på, at der kommer til at ske mere.

Derfor kan du ikke tage en uddannelse som bager og forvente, at du skal bage rugbrød fra den dag du står med beviset i hånden, til du bliver overrakt den gyldne kagekringle og kan tage på pension.

Du kan til gengæld tage en uddannelse som bager, lære teknikkerne bag godt bagværk – og så ellers udvikle dig derfra. Vær nysgerrig på nye teknologier. Nye strømninger i samfundet. Sørg for, at du bliver dygtigere. At du bidrager positivt til fællesskabet. Smil til dine kunder. Hold døren for dem, og giv dem et tip eller to til, hvordan de holder liv i surdejen i ferien.

Bagereksemplet kan du overføre til taxachaufførerne, detailhandlen og enhver anden branche. Det handler nemlig ikke længere om hvad vi gør, men hvorfor vi gør det.

Hvis du bliver bager, fordi du interesserer dig for, hvordan du skaber spændende smagsoplevelser, så har du da noget at bygge videre på. Hvis du bliver bager for at bage tonsvis af rugbrød udfra den samme opskrift – så er du død, den dag det bliver umoderne med alle de der kerner.

Hvis du har en butik, fordi det er jo sådan man sælger varer, så er du død den dag der kommer en webshop, der sælger de samme varer, men hvor kunderne kan sidde hjemme i sofaen og vælge imellem alle de varer, der er på internettet frem for de 100 varer du har i din butik. (Hov, det er jo allerede ved at ske).

Hvis du til gengæld har en butik, fordi du vil give dine kunder en anderledes oplevelse end den de får hjemme fra sofaen – så har du en chance.

Det var bare ikke det, jeg oplevede i dag i Aarhus. En ekspedient oplyste mig ikke særlig venligt om, at når jeg købte en vare på tilbud, så kunne jeg ikke få pengene tilbage. Jeg kunne kun bytte den til en anden vare i butikken. Og da jeg spurgte om de pakkede ind, fik jeg at vide, at de da kunne putte den i en gavepose. Der gider jeg ikke handle igen. Næste gang finder jeg en butik, der gider bytte min vare lige meget hvad. Eller endnu bedre – en butik hvor de gider bruge tid på at finde frem til netop den vare, der er den rigtige for mig. Så kommer jeg ikke igen fordi jeg skal bytte en vare – men fordi jeg ved, at der yder de god service. Fordi de kan pakke min vare ind, så den er flottere end jeg selv kunne gøre det. Det, detailhandlen har, som webshops har sværere ved, er jo den menneskelige kontakt. Men hvis jeg står overfor et menneske der enten virker som om vedkommende er ved at falde i søvn, eller som om vedkommende er irriteret over at jeg køber en vare på tilbud… Tjae, så vælger jeg altså webshoppen næste gang.

Til gengæld, så bliver vi mennesker altså ret glade, når der er nogen der ser os og interesserer sig for os.

Der, hvor jeg fik god kundeservice i dag var på sushi+ på Åboulevarden. Jeg havde min fem-årige datter med, og da tjeneren kom med maden havde han sat et lille stykke papir imellem to spisepinde og sat et elastik for enden af den, så den fungerede ligesom en pølsetang. Nu kunne min fem-årige datter pludselig spise med pinde. Det var sgu da smart. Et trick jeg vil huske. Og hver gang jeg husker det, tænker jeg på sushi-restauranten. Der vil jeg gerne komme igen, og jeg fortæller gerne mine venner om det. Og det eneste det kostede restauranten var et lille stykke papir og et elastik. Ikke noget vildt. Men den der lille ting, den gjorde hele forskellen. Han min datter og interesserede sig for, at hun også skulle have en god spiseoplevelse. (Og den ene ting der er bedre end at et menneske føler sig set – det er, at du ser deres barn…) Og nårh ja – han smilte og bød os velkommen. Og et smil, det er endu billigere end en lap papir og et elastik…

Prøv at tænk over det, næste gang du handler – hvad er det, der gør forskellen?

Eller endnu bedre: Hvordan kan du gøre en positiv forskel?

Måske koster det kun et smil…

🙂

Mange hilsner

Bettina

tanker

Fra mere til bedre

Det er som om, der er ved at ske en holdningsændring i samfundet. Som om, der er en anden bevidsthed der gør sig mere og mere gældende.

Måske du kan huske de der dansktimer, hvor vi blev hevet igennem tekster fra forskellige tidsaldre. Og malerier. Som beskrev den sindsstemning der var i samfundet på det pågældende tidspunkt. Den mørke middelalder. Oplysningstiden. Socialrealismen. For lige at nævne de tre jeg kan huske…

Lige nu handler det om, at vi går fra mere til bedre.

Vi er ved at drukne i plastik og billige fladskærme. Samtidig er teknologien så langt fremme, at lige om lidt bliver den der stationcar, jeg har til at holde i garagen 200.000 kroner mindre værd end de 200.000 jeg skylder i den… Føreløse biler er allerede en realitet – og det er skide smart. For så kan vi deles om bilerne. På din smartphone installerer du en app, og når du skal afsted til din arbejdsplads – som måske ligger 100 km væk, fordi du i mellemtiden er flyttet på landet – holder der en bil klar til dig. Du sætter dig bare ind, og så bliver du fragtet afsted, uden du behøver at spilde tiden på at køre bilen. Du har hænder, hjerne og sind fri til at bruge tiden på noget bedre.

Teknologien vinder hurtigt frem, og det er de færreste der egentlig helt forstår hvad der sker. Jeg er gift med en af de der hjerner, der bringer os over i en anden tidsalder. En af de der hjerner, der kan skabe den teknologi, hvor ikke engang vores fantasi kan sætte grænser for udviklingen. Og jeg ved at hans, og mange af hans “artfællers” mantra netop handler om at gøre bedre. Ikke mere. Men bedre.

Vi springer lige lidt…

I går læste jeg en artikel, hvor Mikkel, som netop er udlært Klejnsmed spørger:“Hvorfor hylder man kun studenterhuerne?”.

I går hørte jeg også ordet “Fremdriftsreformen”, som skal være med til at bringe de studerende hurtigere igennem studiet.

“Fremdriftsreformen”. Tyg lige på den. Den lugter da virkelig af, at en masse gamle mænd i blå jakkesæt har siddet om et bord og blevet enige om, hvad der skal gøres så de studerende kan komme hurtigt igennem studierne, så de kan komme igang med at arbejde, så de kan bidrage til fælleskassen og bruttonationalproduktet!

Jeg har godt nyt til Mikkel – og dårlig nyt til jakkesættene.

Kære Mikkel – du skal nok blive hyldet. I hele dit arbejdsliv, hvis du er dygtig nok. Dygtige håndværkere, der ikke leverer mere men bedre, bliver skattet og hyldet. Jeg vil hellere købe en havelåge, som kan holde hele mit liv, og som har en betydning for mig, fordi den er unik, og fordi den er lavet af en klejnsmed, som ikke kun bor tæt på men også repræsenterer de samme værdier end jeg, end jeg vil købe en masseproduceret havelåge, der alligevel går i stykker om tre år, og som måske er produceret af børnearbejdere under kummerlige forhold, i et fjernt land så der er brugt en masse unødig energi på at fragte havelågen frem til min ligusterhæk…

Kære Jakkesæt – I er nødt til ikke kun at kigge på fakta, tal og tabeller i fremtiden. Den der fremdriftsreform, den skal få mennesker til at yde mere. MERE.

Mere end hvad?

End sidste år?

Skal de så yde ENDNU MERE næste år?

Hvad med at lave en reform, som gjorde at de studerende kunne yde bedre? Så vi fik studerende, der kunne finde ud af at bidrage med noget bedre frem for mere? Bedre viden, bedre teknologi, bedre forskning. En bedre fremtid.

Hvornår i dit liv har du lært mest? Jeg kan med sikkerhed svare, at det ikke var på mit studie. Og det tror jeg ærlig talt ikke havde ændret sig, selvom der var kommet en fremdriftsreform…

Vi springer lige tilbage igen – til det med teknologien.

Det virker til, at jo mere teknologi vi får, jo mere får vi brug for at mærke efter. Føle. Føle, at der er en mening. Folk begynder at holde ferier uden wi-fi. (Det skal vi også – min mand ved det bare ikke endnu…). Vi er på hele tiden. Vi kan tjekke alt. Finde svar på alt, vi kan jo bare google det. Men vi kan ikke finde svar på, hvorfor der er noget inde i os selv, der ikke føles rigtigt.

Jeg kan ikke uploade et billede af mig selv på Google, og så en millisekund efter få svaret på, hvad meningen med mit liv er. Hvorfor er jeg her – hvad skal jeg bidrage med? Skal jeg have en uddanelse, et job, et par børn – and that’s it? Alt imens jeg køber fladskærme og charterrejser og spiser penicillin-gris til aftensmad?

Vi er jo lavet af kød og blod. Vi er en del af den her jord. Af universet. Og lige meget hvor kloge vi synes vi er, så er vi jo en organisme. Vi ved hvordan organismen fungerer. Men ved vi hvorfor?

Jeg vil gerne gøre en forskel i den her verden. Jeg vil gerne efterlade en jord til mine børn, hvor jeg har gjort et godt indtryk, frem for at sætte et aftryk, der aldrig kan viskes væk. Jeg vil gerne være med til at gøre bedre frem for mere. Jeg har ikke lyst til bare at blive ved med at poste ligegyldigheder ud i verden. Det skal betyde noget. Det skal gøre bedre.

Og det er det jeg arbejder med lige nu – prøver at finde ud af hvordan jeg, med de talenter og den viden jeg nu har, kan bidrage til bedre frem for mere.

tanker.png

Jeg kan jo noget med idéudvikling, kommunikation og design – jeg kan pakke noget lort så pænt ind, at folk gider købe det. Jeg kan gøre ligegyldigheder smukke, så folk gider købe det. Men hvordan får jeg det vendt til, at det jeg kan, bidrager til bedre frem for mere? Jeg nærmer mig et svar, men den er ikke helt på plads endnu… Men holy FUCK det er fedt at jeg kan begynde at mærke noget igen🙂

Kærlige hilsner

Bettina

IMG_8805

Udbrud

Jeg har noget på hjerte.

Det handler om, at jeg tør åbne op for nye ideer. Se tingene fra en anden vinkel. Vride op. Brede ud. Kaste 10.000 bolde op i luften.

Jeg er for udvikling. For nytænkning. Og jeg kan formidle det visuelt, på skrift og i tale.

Helt inderst i mit hjerte tror jeg på, at hvis man tør åbne op. Tør kigge andre veje. Så sker der noget nyt.

I går gik jeg en tur. Omkring en sø. Men jeg kunne ikke se søen, i hvert fald ikke sådan rigtigt.

Pludselig var der et tårn. Måske du kan skimte søen bagved.

IMG_8802

Tårnet var et lysende klart symbol for mig. Jeg vidste, at hvis jeg gik op i tårnet, så kunne jeg jo se det hele.

Men jeg var lidt bange.

Der blæste helt vildt meget, døren i tårnet var lukket, himlen var grå og hårde og kolde regndråber strejfede min kind, som for at fortælle mig at jeg bare skulle vende om.

Alligevel gik jeg op ad trappen. Imens jeg tænkte: Hvis bare jeg tager ét skridt ad gangen, så går det nok.

Det gav et sug i maven, da jeg åbnede den knirkende dør ind til det mørke tårn. Og lige idet jeg tog det første skridt ind i mørket, føltes det som om, at tårnet svajede og jeg var ved at miste balancen. Og modet. Men jeg trak vejret dybt, og gik ind midt i tårnet. Døren smækkede med et ordentligt brag, og i et kort sekund stod jeg der. Skulle jeg mon vende om?

Men jeg vidste jo, at hvis jeg gik over det knirkende gulv, kunne jeg nå skodderne, og jeg kunne åbne dem så jeg kunne kigge ud over søen… Jeg fandt modet og gik over gulvet. Jeg kunne ser, hvordan vinden sled i græsset 15 meter under mig igennem sprækkerne i gulvet, og jeg tænkte der alligevel var langt ned…

Tårnet hold i blæsten, og jeg fik skodden åbnet. Og nu kunne jeg se.

IMG_8804

Hold kæft jeg kunne se langt!

Jeg lænede mig ud af hullet, og nu var jeg rolig.

 

Jeg kunne se.

Og det er det jeg vil. Jeg vil se langt. Turde gå ud af min komfortzone, så jeg kan se tingene fra oven, fra siden – fra et andet perspektiv. For der sker noget magisk…

Jeg vil sprænge rammerne. Så mange idéer kan opstå. For det er der, de knivskarpe og skelsættende løsninger opstår.

Herlige hilsner

Bettina

IMG_20160617_184428

Må man føle?

Jeg er blevet testet de sidste par dage. Testet i, om jeg er på rette vej. Testet i, om det er rigtigt at lade mig drive af mine passioner og følelser.

 

Jeg er blevet mødt med modgang fra én kant, som ramte mig lige i solar plexus, og jeg blev valgt fra på grund af dem. De der følelser.

Jeg er ved at komme tilbage igen. Og jeg kommer styrket ud.

Det er nemlig sådan, at ting ikke lykkedes på trods af følelser – men på grund af følelser. I hvert fald på den banehalvdel, hvor jeg er, og i øvrigt ønsker at være.

Jeg var en dygtig elev i skolen. Så længe disciplinen ikke handlede om noget fysisk, så kunne jeg finde ud af at tillære mig det rigtige facit. Til forældre-hjem-samtaler fik jeg ros for, hvor dygtig og pligtopfyldende jeg var. Og jeg lærte, hvordan jeg kunne aflæse andre og give dem det, som de gerne ville have.

Men noget var ikke rigtigt indeni. For alle følelserne var der jo. Lukket inde. Presset sammen.

Jeg var hidsig som barn, hører jeg tit. Og det er negativt. Også det, lærte jeg at stampe sammen, så jeg ikke fik uhensigtsmæssige hidsighedsudbrud. Med hovedpine, angst og nedtrykthed som følge. Med få “ups’ere”, hvor alle følelserne alligevel kom op til overfladen og satte revner i mit fine, fine panserglas.

Men jeg begynder at give plads til dem nu, følelserne. I stedet for at stampe dem sammen i brystet, så får de lov at komme op til overfladen. Og det gjorde de også forleden, da jeg gav mig selv lov til at “gå med følelsen”. Men tvivlen om, om jeg nu gjorde det rigtige – om det er bedre at lukke sammen, føje mig og ligge under for, hvad andre mennesker mener. Den gør ondt. Fandens ondt.

Men ved du hvad. Det er pisse lige meget, hvad andre mener jeg skal eller bør. Det må jo ligge på deres tallerken. De kan fylde alt det shit på deres tallerken, de har lyst til. Det skal jeg ikke blande mig i. Jeg vil bare gerne selv have lov til at vælge, hvad der skal på min tallerken.

Vi lever i et samfund, hvor vi bliver mål og vejet. Sat i skemaer og vurderet. Og hvornår har man så gjort det “godt nok”? Har man ikke altid det? Måske skal vi i virkeligheden lære, at gøre ting mindre godt nok… Give slip. Give plads.

Og holde vores issues på vores egen banehalvdel.

Jeg skal ikke sige mig fri for også at have spredt malurt de sidste par dage. Fordi jeg var så vred over, at jeg blev stemplet som ubrugelig, fordi jeg havde en masse følelser. I stedet for bare at sige: Herfra hvor jeg står, så er følelser derfra alt udspringer. Så har jeg brokket mig, argumenteret og nårh ja – også kommet til at gå over på en banehalvdel som ikke var min.

Jeg synes det er ganske overvældende at stå her nu, hvor jeg lade følelserne komme frem. Fordi det ikke kun er happy-go-lucky følelser, og den der vej hvor jeg ønsker at følge mit hjerte, den er ikke altid lige tydelig eller uden forhindringer på vejen.

Tvivlen om, hvorvidt jeg har ret – gør jeg mon det rigtige? Kommer hele tiden. Er det bedre at prøve at passe ind? Opføre mig ordentligt. Få et job – eller i det mindste skabe en virksomhed, som kan presses ind i en “elevator-tale”, der tager max 2 minutter, og på spørgsmålet “Hvad laver du så” har et helt rent og klokkeklar svar.

Jeg tror det ikke. Og jo mere jeg åbner op for, at jeg skal gå med det, der føles rigtigt, jo flere spændende mennesker møder jeg på min vej. Mere venlighed. Mere mening.

Og jeg er begyndt at luge ud i de ting, som ikke føles rigtigt. Det er svært, skal jeg hilse at sige. Virkelig svært, og lige nu føler jeg mig som sådan en nøgen krebs – og det er ved gud ikke et særlig kønt syn. Der er kort tilbage til den hylster jeg kom fra. Så det nemme ville være at krybe tilbage dertil.

Men jeg bliver herude lidt endnu. Til jeg finder et andet hylster med mere rummelighed, i flottere farver og hvor der er plads til at jeg kan mærke hele min krop. Især mit hjerte.

Livet er kun et glimt, var der en klog kvinde der sagde til mig i dag. Og hun har jo ret. Et glimt.

I aftes gik vi en lang tur, Lasse ungerne og jeg. Her i smukke Gl. Rye. Og da mine børn løb ned af Lyngbakkerne, i fulde fart på deres korte ben, ned til deres far som tog dem i sine arme  – der brændte der sig noget fast i mig. Til evig tid vil det billede sidde i mig. Som en lykkerus. Men det var jo netop kun et kort glimt. Det er der ikke mere. Men jeg kan mærke det. Følelsen.

Så jo, der skal netop masser af følelser til, hvis så stort et projekt som livet skal lykkedes.

Jeg er da lige nu også i tvivl, om det nu er klogt at udgive et blogindlæg på min hjemmeside, som også repræsenterer min virksomhed, som handler om alle de der følelser. Men min virksomhed er jo mig.

Kærlige hilsner

Bettina

IMG_8793

Lidt over middel. Og helt fantastisk.

Hello.

Her har været lidt stille på bloggen. Det er fordi der er sket en hel masse udenfor…

Mandag afholdt jeg min aller første idéaften sammen med Anders. Vi fik ideen til aftenen for et par uger siden – og der kom 18! 18 mennesker, som havde lyst til at høre om, hvordan jeg og Anders gør, når vi får gode idéer! Og de betalte for det.

Det var optur. TOTAL optur.

Jeg var pisse nervøs. Og jeg tror det skinnede lidt igennem. Jeg havde skrevet noter på to stykker A4-papir, og jeg skulle tale i 45 minutter. Da jeg havde talt i 10 minutter, havde jeg sagt alt, jeg havde noteret på det første ark. Og jeg var usikker på, om tilhørerne overhovedet kunne bruge mine tanker om, hvordan jeg laver moodboards til noget som helst… Og så på en mandag aften. Men jeg er klar til at hoppe på toget sammen med Anders, og lave mere af samme skuffe🙂 Mere inspiration. Mere frit. Uden A4 ark med kedelige noter.

I går var jeg til et foredrag med Soulaima Gourani og Anne Skare. Det handlede om, hvordan man “tager scenen” når man holder foredrag.

Vildt inspirerende, og jeg er da godt nok blevet sendt i tænkeboks efter den oplevelse!

Soulaima er jo vild. Hendes historie er vild. Et hård barndom. Nu eftertragtet foredragsholder i hele verden, der tjener kassen på at sige sin mening om alt muligt. Imponerende.

Anne er… Lidt over middel. Og helt fantastisk. (Det der med lidt over middel er hendes egne ord.).

Hendes barndom var tryg. Normal. Lidt over middel i skolen. I livet.

Og alligevel helt fantastisk.

Synes jeg.

Og det vilde er:

Jeg er jo også sådan en, der er lidt over middel.

En tryg barndom. Nuvel, med småsten på vejen. Men intet total ødelæggende.

Jeg har ikke noget “lysende talent”. Jeg har ikke en usædvanlig høj IQ. Jeg er ikke specialist på et område, som jeg har fordybet mig i i årevis. Jeg er elendig til sport. Jeg har to børn, en mand, et hus og en fucking mørkeblå Ford Mondeo.

Men jeg har noget på hjerte.

Faktisk, så har jeg en hel masse på hjerte.

Jeg har lyst til at ændre verden til et bedre sted for dem omkring mig. Jeg har lyst til udvikling.

Ikke på den der måde, hvor jeg forlader alt jeg kender og tager på pionærrejse til et fjernt land og redder små børn fra et liv i helvede. (Jeg er fuldstændig vild med, at der findes mennesker, som gør det – for hvor er det inspirerende!)

Nogle tal-mennesker i blå jakkesæt har regnet ud, at vi skal arbejde 37 timer om ugen, holde fri fem uger om året, tage en uddannelse og leve efter et bestemt system. Men det gider jeg krafteddermanme IKKE!

DEN verden vil jeg være med til at forandre.

Jeg gider ikke kigge på, imens mennesker omkring mig knækker sammen på stribe alt imens de slår deres skide græsplæne om søndagen, afleverer ungerne i en røvsyg institution fem dage om ugen imens de løber alt for stærkt på et arbejde der ikke giver en skid andet i udbytte end urolig søvn og mulighed for at låne penge i banken til et alt for dyrt hus, som man så kan betale af på de næste 30 år.

Jeg tror ikke på, at livet handler om at få en uddannelse og et job.

Selvfølgelig er det fedt at uddanne sig, lære nyt, udvikle sig. Og fedt at tjene penge, så man kan rejse på ferie, købe lækker mad – og når alt kommer til alt, så er penge jo med til at købe os frihed.

Men hvis fokus kommer til at være på de der penge. At vi går på kompromis med vores liv. Vores børn. Hinanden. Hvor er vi så?

I går tog jeg endnu et skridt op af min udviklingsstige, da jeg så og hørte en kvinde, der beskrev sig selv som lidt over middel. Men var fucking fantastisk. Og hun vidste det selv.

Jeg har ikke fundet “svaret” – og gør det måske aldrig. Heldigvis. Men jeg er glad for, at jeg har turdet tage de første skridt ud af den der kasse, hvor jeg ikke kan udfolde mig. Ikke kan leve, råbe, skrige eller elske uhæmmet. Jeg er fuldstændig rundtosset. Forvirret. Hvad så nu? Tør jeg mon alt det, som jeg ikke troede jeg kunne derinde i kassen?

Jeg er på vej. Ikke til en bestemt destination. Men bare på vej. Og jeg vil nyde turen.

Mange hilsner

Bettina

 

Kundecase

Kraes babybad – nuttet og naturlig

Jeg mødte Mette første gang i efteråret 2015. Hun fortalte om sin hjertesag, nemlig at hun var i gang med at udvikle plejeprodukter til babyhud. Uden kemi. Kun med naturlige ingredienser. Om jeg mon ville lave det visuelle udtryk?

Ja da! 

Mette var en mønster-kunde, som allerede til vores første møde havde tænkt nogle tanker om, hvad hun godt kunne lide. Hun havde derfor printet nogle billeder ud, som viste nogle af de naturlige ingredienser, produkterne indeholdt, samt nogle eksempler på nogle af de farver, hun havde i tankerne. Hun fortalte mig, hvordan hun bekymret måtte konstatere manglen på naturlig pleje, da hendes lille baby havde sart og irriteret hud. Det lille myr kløede sig om natten – og lægens svar var behandling med binyrebarkhormon… Mette havde ikke lyst til at smøre hormonsalve på sin spæde datter, og begyndte derfor at researche på, hvilke naturlige ingredienser, der kunne lindre og afhjælpe hendes lille datters ubehag.

Med udgangspunkt i Mettes fortælling og de billeder hun havde vist mig, lavede jeg et moodboard, for at finde frem til stilen i den visuelle identitet, som jeg ville udvikle til Mette. (Læs her, hvorfor de der moodboards er et super godt redskab).

Screen Shot 2016-06-10 at 22.05.22

Jeg var vild med idéen om, at bruge naturlige ingredienser frem for kemiske. Og jeg vidste allerede inden Mette var gået ud af døren på vores første møde, at grundelementet i designet skulle være fine, små illustrationer af de ingredienser, som Mette brugte i sine produkter.

Mød frøken havre, som mild og blid lindrer små (og store) børns kløe:

Screen Shot 2016-06-10 at 22.01.12

Og lille frække kokosnød, hvis gode olier giver god næring til blød babyhud og udover at være proppet med en masse andre gode egenskaber, jo også dufter skønt:

Screen Shot 2016-06-10 at 22.02.45

Sidst, men ikke mindst, opstod venlige hr. salt, som blidt kan få bugt med nogle af de mere kradsbørstige hudlidelser som eksem og psoriasis:

Screen Shot 2016-06-10 at 22.01.47

De tre udgør hovedingredienserne i kraes babaybads første to produkter, som netop er lanceret:

Logoet har jeg tegnet med udgangspunkt i, at det skulle være barnligt og samtidig naturligt:

Screen Shot 2016-06-10 at 22.02.04

Jeg har tegnet flere søde og glade ingredienser – og jeg ved Mette arbejder hårdt på, at der skal komme endnu flere kraes plejeprodukter som udelukkende indeholder naturlige ingredienser. (Men jeg ved også, at Mette ikke gør noget halvt – alt er gennemprøvet og gennemtestet inden hun lancerer. Så selvom alle ingredienserne er nuttede, så er det ikke sikkert de kommer med igennem nåleøjet allesammen).

Screen Shot 2016-06-10 at 22.04.34

Jeg er sikker på, at mange flere end jeg får øjnene op for de lækre produkter – og jeg er både stolt og glad for at jeg har fået lov at være med til at sætte mit visuelle præg på kraes🙂

Naturlige hilsner

Bettina

Ps: Du kan læse mere om produkterne på babykraes.dk 

 

Screen Shot 2016-06-06 at 15.50.37

Sådan laver du et moodboard

Et af de aller vigtigste værktøjer, jeg bruger når jeg udvikler nyt design for en kunde, det er moodboards.

En samling af billeder, der viser hvilken retning jeg vil arbejde i.

Det er der to grunde til:

  1. Det giver mig en drejebog for, hvordan projektet skal være – jeg har noget at gå tilbage til, hvis jeg kommer til at arbejde ud af en tangent, der ikke passer til projektet.
  2. Det giver mig muligheden for, meget tidligt i processen, at afklare nogle ting med kunden. Hun “kommer med på rejsen” og ved, i hvilken retning vi skal. På den måde bliver chokket heller ikke så stor, når jeg præsenterer det endelige design (Og hun har muligheden for at trække i land, når hun ser, hvad jeg mener med “mange farver” – det stemmer nemlig ikke altid  overens med, hvad kunden mener med “mange farver”…)

Når jeg har fået en brief, så finder jeg altid billeder på instagram, Pinterest, i bøger og blade eller jeg går en lang tur med et kamera.

Jeg finder 1-3 billeder til hvert emne, jeg skal lave design til. Fx. som her, hvor jeg skulle udvikle en visuel identiet, fandt jeg billeder på farver, fonte, portræt, billeder og grafisk opsætning.

Screen Shot 2016-06-06 at 15.50.37

Inden jeg sætter én eneste streg, afstemmer jeg moodboardet med kunden.

Om lige præcis en uge, deler jeg ud af flere af de metoder jeg bruger, når jeg udvikler nyt design til kunder, skriver blogindlæg eller laver konceptudvikling.

Jeg gør det sammen med Anders Graae, som udover at undervise i sangskrivning på musik konservatoriet også skriver sange med hele landsbyer! Og han har kufferten godt fyldt med konkrete værktøjer til, hvordan man får sin hjerne i gang, når den er gået i tomgang.

Det skal jeg lige vide lidt mere om det der >>

Det koster sølle kr. 95,- og foregår på Perron 28 i Ry (Tog fra Aarhus, Skanderborg, Silkeborg og Herning holder lige udenfor) mandag den 13. juni kl. 19.30-22.00

Billet_knap

(Kender du andre der kunne tænke sig at blive bedre til at få idéer – så spred endelig budskabet!)

Jeg håber vi ses🙂

 

Mange hilsner

Bettina

IMG_8688

På den anden side af grænsen

“Hej”, sagde han da han satte sig ind – “Hvor kommer du fra?” Han lugtede lidt af sved. Men jeg kunne godt lide ham. Han virkede oprigtig interesseret. Jeg fortalte lidt om mig – og spurgte til ham.

Han rejse rundt i verden og deltog til sådan nogle “Rainbow Gatherings”, som i det store hele går ud på at nogle mennesker mødes for eksempel i en skov. Og så er man ligesom der. Der er ikke nogen, der har planlagt noget – er man sulten finder man nogle andre der er sultne og så laver man noget mad. Jeg forestiller mig, at der sikkert også bliver røget en masse tjald (Og det, der er stærkere), dyrket fri kærlighed og kropsidealerne er ganske anderledes end dem, man ser på forsiden af Eurowoman.

Han havde lige været til et i Portugal og skulle snart afsted igen. Det handlede om noget med en fuldmåne, men han vidste ikke helt hvorfor. Og han fortalte om veganer-typer som ikke engang spiste mad der havde rørt ved plastik. Og “nogen som var meget frigjorte”. Det fik jeg desværre ikke lige spurgt ind til, for så skulle jeg af motorvejen og han skulle videre…

En time forinden havde jeg stået i Remissen på Godsbanen, hvor Carolina Bjørk havde fået mig til at svinge med mine lange stenalderbryster, imens jeg råbte af min imaginære stenalderforelskelse, der havde kysset med én fra nabostammen. Og jeg kunne mærke, at jeg ikke kunne give slip. Altså sådan rigtigt. For man råber da ikke, sådan noget pjat!

Men shit, hvor ville jeg ønske jeg kunne. Råbe og give slip.

Og jeg kunne mærke jeg beundrede denne her unge gut, fordi han tog til Rainbow Gatherings, som når alt kommer til alt må være ret grænseoverskridende for ham.

Jeg har været ganske god til at blive indenfor de der grænser. Og jeg har været ved at blive ædt op af dem. (Hvilket var én af grundene til, at jeg havde meldt mig til Carolinas foredrag i går).

Jeg er ligesom ved at bryde ud, kan jeg mærke. Men på sådan en forsigtig måde. Jeg står der liiiige på den anden side af grænsen. Men med turistvisum, i fuld gang med at planlægge min rute og jeg har øvet mig i det fremmede sprog inden jeg tog afsted. Jeg kan svagt høre at der står nogen henne ved grænsebommen og taler om, hvor latterlig jeg er, og at jeg burde vende om og komme hjem… Men jeg ignorerer dem, fordi jeg ikke har lyst til at tage deres angst ind og lade den blive til min.

Men tænk, hvis jeg turde droppe ruten. Droppe at planlægge. Bare stille mig op i vejkanten og tomle, og se hvor livet bragte mig hen.

Carolina bad alle tilhørerne i går lukke øjnene, og forestille os at vi lige nu var i den situation, som vi ønskede os.

Jeg lukkede også øjnene, men kunne ikke rigtig finde på hvad jeg skulle forestille mig. Hvad jeg ønsker mig.

Jeg har spillet en gammel plade de sidste mange år, som handler om noget med at jeg gerne vil være succesfuld, en god mor med styr på økonomien og looket.

Men det blev en tom skal, hvor jeg et eller andet sted mistede forbindelsen til mig selv. Og jeg endte med at løbe rundt og prøve at please alle mulige andre og leve op til alle mulige forventninger jeg troede andre havde til mig. Og jeg var bare så træt.

Hvis jeg lukker øjnene nu og forestiller mig som en ældre dame, sådan omkring 60 år, så ser jeg mig selv gå rundt på en terrasse ved et sommerhus ved havet. Jeg venter på mine børn og børnebørn. Jeg glæder mig til de kommer. Til at mine rynkede fødder mærker det varme sand imens de små børn leger i vandkanten. Jeg mærker en varm hånd i min. Det er Lasses. Mine børn stoler på mig. Jeg har tid til dem. Jeg er rolig. Om aftenen sidder vi omkring bålet. Vi taler sammen. Sådan rigtig taler sammen. Om det, vi er bange for. Vi griner sammen. Og jeg kan mærke at trygheden og kærligheden er gået videre fra mig til mine børn til mine børnebørn. Der er ingen der skal passe ind – der er plads til vores forskelligheder. Og jeg kan rumme dem, børnene og hvor end de nu er i deres liv.

IMG_8688

Lige nu sidder jeg i en stor, grøn gammel stol. I rummet ved siden af sidder en forfatter og en coach og taler lavmælt sammen. Imens de arbejder. I baglokalet sidder en journalist og skriver. Døren står åbent ud til, og den blide somervind stryger blidt igennem lokalet. Her er rart at være. Og jeg kan lide at skrive.

 

Lige nu er alt godt. Og i virkeligheden er det det, der betyder allermest. Og min lille drøm ovenfor handler jo i al sin beskedenhed om, hvilke følelser jeg har når jeg er 60 år. Ikke om statussymboler, titler, hvor rent mit hjem er eller hvor mange penge der står på bankbogen. Og jeg tror, at det er det min rejse – lige nu – handler om. At gøre, hvad der giver mig en god følelse i nuet.

Hvad handler din rejse om?

Kærlige hilsner

Bettina

PS: Jeg holder jo en idé-aften sammen med Anders den 13. juni. Det kommer blandt andet til at handle om helt konkrete metoder man kan benytte sig af, når de gode ideer skal på bordet. Jeg glæder mig heeelt vildt🙂

Blogindlæg

Lær hvordan, du får gode idéer

Jeg har fået en ny ven. Sådan en med hat, guitar og en hel masse på hjerte, som han skriver smukke sange om.

Pressebillede

Jeg synes selv jeg har lavet en smuk omskrivning af “Langt ude i skoven, der lå et lille bjerg”, som jeg synger for den lille, når han skal puttes. Jeg bliver sådan lidt stolt indeni, når jeg synger den, fordi jeg har fundet på dette mesterværk… Imens jeg ignorerer hvor piv-falsk jeg rent faktisk synger…

Men Anders, han kan både synge og skrive. Og han hjælper også andre med at skrive sange – for eksempel hele byer og børnehaver…

Jeg kender Anders, fordi han er én af lejerne i mit kontofællesskab. Og en dag i sidste uge, hvor vi prøvede at kick-starte en arbejdsdag med kaffe og lommefilosofi, sagde jeg:

“Jeg har sådan gået og tænkt på at lave noget workshop-halløj”

“Nå”, sagde Anders “Jeg elsker at lave sådan noget – skal vi lave noget sammen?”

“JA!” sagde jeg…

Vi grublede et par dage, og i fredags da solen skinnede rykkede vi ud på trappen, og så væltede idéerne ellers ud.

Og imens vi sad der, i solen, og livet var herligt tog vores arrangement form:

Vi holder en inspirations-aften, som handler om at få… Idéer🙂

Facebook_header

Aftenen er for dig, som lever af at få ideer i dit arbejde. Og til dig, der skriver tekster – sange, blogindlæg, nyhedsbreve, ansøgninger… Og aftenen er også for dig, der er nysgerrig på, hvordan man man strikker et iværksætterliv sammen, når man er udstyret med en krøllet hjerne, der ikke rigtig passer ind i en forretningsplan og da slet ikke i et excel-ark…

Anders fortæller om, hvordan han får ideer til sine sange. Og hvilke metoder han bruger, når han lærer andre at skrive sange. (Han har fortalt nogle af dem til mig… Og jeg kan love dig for, at han kender nogle fede metoder til at få gang i hjernen!)

Jeg fortæller om, hvordan jeg finder inspiration og hvordan jeg får dem til at blive til idéer. Hvordan jeg bruger forskellige metoder i mit liv og i mit arbejde, til at kommer derhen hvor ideerne kommer af sig selv – og hvad jeg gør, når idéerne bliver erstattet af kedelig vanetænkning.

Det hele løber af stablen mandag den 13. juni kl. 19.30 – 22.00.

Det koster sølle kr. 95,- at være med til herlighederne – og du er inviteret🙂

Så kom til smukke Ry og besøg Perron 28, hvor vi holder arrangementet (Toget går direkte fra Aarhus og Herning – og det holder lige udenfor).

Og tag endelig en ven med. Vi har plads til både idémagerne og de idéforladte.

(Dog kun 25 i alt…)

Billet_knap

Ps:

Anders har lovet at spille og synge lidt også… Det bliver SÅ hyggeligt🙂

Mange hilsner

Bettina

Billet_knap